En af fordelene ved Barcelona er det gastronomiske niveau, der vel er det højeste i Europa og samtidigt til priser, der får de fleste danske restauranter til at være hensynsløse udbyttere. At besøge en Michelin-restaurant koster således ikke en mindre ferie – faktisk kan du flyve til Barcelona og hjem og samtidigt spise på Michelin-restaurant for de samme penge som et besøg på Noma eller Geranium i København!
Restaurant Hofmann har en enkelt stjerne i Michelin-guiden. Men i modsætning til mange andre spanske eller danske Michelin-restauranter er den ganske klassisk, hvor man vælger en forret, hovedret og en dessert. Her er ingen fast menu eller tastingmenuer med 14-15 retter – bare tre retter god mad.
Den drives af Mey Hofmann, der har et lille kulinarisk imperium i Barcelona. Hun driver således en kokkeskole, har konditori og cafe og skriver kogebøger.
Restauranten er lidt speciel ved kun at have åbent på hverdage – til gengæld er det næsten altid til at få bord. Og den anvendes meget af lokale – både forretningsfolk og familier.
Selve maden er traditionel catalansk kogekunst uden de store moderne luner – dog ikke desserterne, men det vender jeg tilbage til. Til forret kan man f.eks. få ål, sardiner, fideua (nudler), cannelloni eller klassisk foie gras. Ved mit sidste besøg var der cannelloni og foie gras på bordet – den sidste ret måske nok lidt kedelig, men velsmagende.
Man kan vælge mellem fisk eller kød til hovedret. Jeg fik oksefilet sidst med smørstegte kartofler, cherrytomater og sort hvidløg. Det smagte fantastisk i al sin enkelthed.
Desserterne er Hofmanns’s speciale og ved bestilling bliver man bedt om også at bestille desserten, da den er tidskrævende at lave. Jeg kan kun anbefale at man bestiller forskellige desserter og så deler lidt undervejs for de enkelte desserter er rene kunstværk.
Ved sidste besøg fik vi bl.a. en “sød burger”, hvor “bollen” er lavet af hvid chokolade, tomater er jordbær og osten er en skive mango. Dertil citron fritter og serveret med lidt marmelade i en ketchup og sennep flaske. Meget dekorativt og ekstremt velsmagende.
Og det bedste er, at alle desserter koster €12 – det er altså 90 kr. for en dessert på Michelin-niveau!
Vin skal der til
Vinkortet på Hofmann er pænt bredt men ikke så dybt. Du kan således få mange forskellige spanske vine fra stort set alle vindistrikter i Spanien. Men det er stort set kun én årgang, der er tilgængelig pr. vin – og i mange tilfælde den seneste.
Og priserne er igen yderst fornuftige. Clos Mogador 2012 fra Priorat har f.eks. en pris på €75 eller 560 kr. Det er ikke meget mere end butiksprisen i Danmark.
Anbefaling
Restaurant Hofmann kan især anbefales, hvis man er kørt lidt død i det mange små retter og ønsker et mere klassisk måltid mad, men hvor kvaliteten stadig er meget høj. Er man til desserter, så skal restauranten simpelthen prøves! Og så er prisniveauet meget fornuftigt – du skal regne med ca. 400 kr. for tre retter pr. person + drikkevarer…
Praktiske oplysninger
Adresse: C/ La Granada del Penedes No. 14-16
Telefonnummer: 93 218 71 65
Email: restaurante@hofmann-bcn.com
Website: http://www.hofmann-bcn.com
Åbningstider:
Mandag til fredag: 13:30 – 15:45 og 21:00 – 23:00
Lukket lørdag, søndag og alle helligdage.