Velkommen til det første blogindlæg på Barcelona Guiden. Det er et stille udlæg, der vil fortælle lidt om, hvem jeg er, hvorfor jeg har skabt Guiden og hvad du kan forvente af indhold.
Mit navn er Jan Olsen og jeg er vild med Barcelona – det er i øvrigt hele min familie. Vi er så begejstret, at vi i sommeren 2013 købte en lille lejlighed i byen og besøger den så ofte vi kan. Det bliver tit til mellem 8 og 10 gange om året.
Den glæde vi har ved byen vil jeg gerne prøve at give videre. Og så har vi efterhånden en del erfaring i stort og småt, som jeg også gerne vil give videre til dig. Det drejer sig om alt lige fra de bedste restauranter, de skjulte perler og hvor man billigst handler ind.
Barcelona Guiden vil bestå af to dele. Dels en masse praktiske informationer om, hvordan du kommer til Barcelona med fly, om hoteller, restauranter, seværdigheder og shopping. Meget af dette kan du sikkert også finde andre steder, men jeg vil forsøge at give det en personlig vinkel og jeg anbefaler kun noget, jeg selv har prøvet.
Den anden del er de mere personlige oplevelser og historier fra livet i Barcelona. Det er her du kan finde oplevelser, som de store guidebøger og andre turistguides ikke kan give dig. Det er de oplevelser, der gør enhver ferie lidt sjovere end blot at se de sædvanlige seværdigheder.
Har du emner eller ting, du gerne vil læse om er du mere end velkommen til at skrive til mig. Det kan du gøre nedenfor i kommentarfeltet.
God fornøjelse med Barcelona Guiden.