Forside > Om

Om

Barcelona Guiden er vores hyldest til en fantastisk by, hvor vi tilbringer en stor del af vores ferier og fritid i vores dejlige lille lejlighed i Born.

“Vi” er mest mig, Jan P. Olsen, der først og fremmest er forfatter på guiden men de fleste oplevelser er delt med min dejlige hustru og smukke datter.

Interessen for Barcelona går mange år tilbage og vi er med jævne mellemrum vendt tilbage til byen for at holde ferie. Og i sommeren 2013 slog vi til og købte en lille lejlighed i bydelen Born, som vi selv synes er et af de mest charmerende områder i Barcelona.

Mange har spurgt os hvorfor vi lige har valgt Barcelona? Hvad er det vi er så begejstret for? Der er flere ting, blandt andet:

  • Barcelona er en skøn storby, der har masser af kultur, seværdigheder, liv og glæde.
  • Vi elsker den katalanske (spanske) livsstil med skøn mad, tapas og vin, der foregår sent om aftenen efter danske forhold.
  • Klimaet i Barcelona er perfekt på de fleste årstider. Selv nytårsdag kan man sidde udenfor og nyde en god frokost og det solrige vejr.
  • Som en af få storbyer har Barcelona en strand, der er charmerende og fyldt med liv året rundt.
  • Det er billigt – både at handle ind og gå ud at spise. Tæt på halv pris i forhold til Danmark.
  • Der er rent og pænt – det bliver samlet affald og spulet gader 24/7/365.
  • Det er nemt og ofte også billigt at komme til og fra Barcelona.

Men der er mange flere gode grunde til at Barcelona er helt fantastisk. Det finder du ud af, hvis du følger med her på siden. For det er det, jeg gerne vil skrive om.

Jeg vil forsøge at opdatere Barcelona Guiden ofte og med mange artikler om stort og småt. Nogle vil blive korte og andre mere udførlige, men forhåbentlig vil de alle inspirere dig til en dejlig tur til Barcelona.

Du er altid velkommen til at komme med gode ideer til mig eller anden feedback. Du kan skrive kommentarer nedenfor eller skrive direkte til mig på jan@barcelonaguiden.dk.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*